At leve med høreapparater

En blog om, hvordan du engagerer dig i livet og de mennesker, du holder af

Dette kan du gøre for at støtte en kollega med høretab

Læsetid: 3 min
29-04-21

Sådan støtter du en kollega med høretab

Det er en rejse at leve med et høretab. På rejsen er man igennem mange stadier. Rejsen starter gerne med, at man bliver opmærksom på, at hørelsen svigter. Herefter kommer usikkerheden, men langsomt når man til erkendelsen af, at der skal gøres noget ved det. Undervejs kan der være mange frustrationer. Kommunikation kan blive vanskelig for alle parter, og det kan lede til social isolation både på arbejdspladsen og i fritiden.

Denne rejse er forskellig fra person til person og varierer afhængigt af graden af høretab, personlighed og ens kendskab til teknologi. Rejsen bliver lettere, når man får støtte fra pårørende, venner og selv kollegaer.

Det kan være en udfordring at arbejde sammen med en kollega, der har et høretab. Både for dig og kollegaen. Det er et usynligt handicap. Mange mennesker har også svært ved at tale åbent om deres høretab.

Men hvorfor?

Der er et stigma1 forbundet med det at have et høretab, fordi mange forbinder høretab med fremskridende alder. Det er på trods af, at rigtig mange faktisk oplever et høretab før pensionsalderen2. Det betyder, at du meget vel kan møde en kollega med høretab.

Hvad er et høretab?

Høretab er komplekst, og der findes overvældende meget information på området. Nogle mennesker hører uden deres høreapparater og bruger dem måske ikke hele tiden, mens andre er helt afhængige af dem. Nogle mennesker bruger høreapparater til at lindre tinnitus. Andre bruger løsninger såsom cochlearimplantater og benforankrede høreløsninger.

Høreapparater er ikke et ”quick fix”. Som ny bruger skal man igennem en periode med tilvænning, og det åbner op for et livslangt forhold til livsændrende teknologi. Det at få høreapparater betyder heller ikke, at kommunikationen pludselig er problemfri. Der er stadig mange udfordrende hverdagssituationer, hvor der er brug for lidt ekstra hjælp.

Sådan påvirker et høretab professionelle relationer

Når man har et høretab, kan det have indflydelse på mange aspekter af hverdagen. Et ubehandlet høretab kan påvirke relationer, selvtillid og den overordnede livskvalitet3.

I et forhold med stor tillid kan det være nemmere at bringe svære emner op. Når du kender en person godt, føles det måske mere rigtigt at bringe emnet høretab på banen. Især hvis du opdager høretabet, før personen selv gør. Er det tilfældet, kan et kærligt puf måske være med til at få personen til at søge behandling.

Husk på, at din kollega er på en rejse, der typisk starter med, at han/hun benægter sit høretab4. Det indebærer måske også forlegenhed, frustration, frygt og bekymring. Din kollega er måske bekymret for, hvad den nedsatte hørelse betyder for fremtiden.

Afhængigt af, hvor godt du kender din kollega, kan det være en idé at fortælle en personlig historie om en i dit netværk eller din familie, som også har et høretab. Det kan bevirke, at din kollega føler sig mindre sårbar og har mod på at dele sin historie.

Hvad kan DU gøre for at støtte din kollega med høretab?

Vær åben og forberedt på at foretage nogle ændringer i dine og dit teams arbejdsrutiner. Hvis du er leder, bør du sikre dig, at der er et ekstra sæt ører til at lytte til fx præsentationer. Fjern dem aldrig fra en opgave, uden der er enighed om det.

Skab et inkluderende arbejdsmiljø. Det gør du fx ved at gå direkte hen til vedkommendes skrivebord og informere om, at teamet går til frokost, ved at gentage jokes og inkludere kollegaen i smalltalk. Når der er emneskift i den fælles samtale, og der er meget baggrundsstøj, kan det være meget vanskeligt for din kollega at følge med. Stilhed er et tegn på, at han ikke hører alt, der bliver sagt.

Undgå at stemple din kollega som værende ubehøvlet eller asocial. Det er muligt, at han vælger at skippe frokosten i den støjende kantine, eller takker nej til sociale forsamlinger, fordi det er for vanskeligt at følge med i samtalen og han dermed kan føle sig udelukket. At trække sig tilbage på hotelværelset i stedet for at deltage i en social middag på en forretningsrejse kan være en nemmere løsning

Skru op for tålmodighed og empati. Sæt dig selv i din kollegas sted. Og vær nysgerrig på at lære om de superkræfter, som han har udviklet som resultat af sit høretab. Undgå at bombardere ham for tidligt med for mange spørgsmål om, hvordan og hvorfor høretabet er opstået.

Spørg din kollega, hvad han har behov for, og hvordan du og teamet kan hjælpe. Det er ikke alle, der ønsker, at der er fokus på deres høretab. Ved at møde mennesker med høretab med afsæt i der, hvor de befinder sig på rejsen, skaber du en afslappet atmosfære, som åbner op for, at de kan få den hjælp, de behøver.

Kender du en, der har et ubehandlet høretab, bør du opfordre personen til at gøre noget ved det.

Læs mere: Hvordan kan høreapparater hjælpe dig og din kollega?

7 gode kommunikationsvaner, der kan gøre samtalen nemmere

Høretab gør, at man er mere afhængig af det visuelle, og mange mennesker med høretab er eksperter i at mundaflæse. Disse kommunikationstips kan gøre samtaler nemmere:

  1. Tal langsomt og tydeligt, og vær forberedt på at gentage.

  2. Sørg for, at du står ansigt til ansigt med personen.

  3. Tal ikke med mad eller tyggegummi i munden.

  4. Tal ikke med hånden foran munden.

  5. Vend ikke ryggen til din kollega, når du taler/præsenterer/underviser.

  6. Kald ikke på din kollega, hvis I ikke kan se hinandens ansigter.

  7. Undgå at mumle og hviske.

Vil du have mere indsigt i, hvad dine kollegaer med høretab gennemgår?

Læs mere: Sådan håndterer du høretab på arbejdspladsen


_____________________________________________________

[1] Barker, A. B., Leighton, P., & Ferguson, M. A. (2017). Coping together with hearing loss: A qualitative meta-synthesis of the psychosocial experiences of people with hearing loss and their communication partners. International Journal of Audiology, 56(5), 297-305. doi:10.1080/14992027.2017.1286695

[2] Cunningham, L. L., & Tucci, D. L. (2017). Hearing Loss in Adults. The New England journal of medicine, 377(25), 2465–2473. https://doi.org/10.1056/NEJMra1616601

[3] Punch, J. L., Hitt, R., & Smith, S. W. (2019). Hearing loss and quality of life. Journal of Communication Disorders, 78, 33-45. doi:10.1016/j.jcomdis.2019.01.001

[4] Barker, A. B., Leighton, P., & Ferguson, M. A. (2017). Coping together with hearing loss: A qualitative meta-synthesis of the psychosocial experiences of people with hearing loss and their communication partners. International Journal of Audiology, 56(5), 297-305. doi:10.1080/14992027.2017.1286695