Ved årets Danish Internet Award vandt Oticon to priser for gennem Virtual Reality at demonstrere de udfordringer, folk med høretab har. Den nye måde at indvie folk i en verden med høreproblemer giver nemlig helt nye muligheder.
Danish Internet Award har netop hyldet de bedste og mest kreative løsninger inden for digital markedsføring ved årets awardshow i Diamanten, København. Og her er virtual reality en af de helt store trends, som nu og de kommende år vil flytte grænserne for, hvad man kan give os danskere indblik i. Det er også VR-universet, der gjorde, at Oticon løb med priserne for bedste ”Innovative Use of Technology”” – en pris, som gives til en idé, der udnytter teknologi på en måde, der ligger uden for dens primære anvendelse – og ”Emerging Platform”, der gives til et brand, der har en ny, digital platform som omdrejningspunkt.
Oticon vandt priserne for den Virtual Reality-løsning, de har udviklet sammen med det digitale bureau Molamil, og som oprindeligt blev præsenteret på Audiology Now i 2016, verdens største konference om høreapparater og audiologi. Med et par Virtual Reality-briller og ved hjælp af 3D-lyd får alle nu muligheden for at opleve, hvilke udfordringer traditionelle høreapparater giver, når folk med høretab er til middagsselskaber med mange mennesker og meget baggrundsstøj. Dernæst oplever man den forskel, det er at høre med Oticons nye høreapparat, Oticon Opn™, som er et paradigmeskifte inden for høreapparatteknologi. Oticon Opn gør, at lydende i rummet bliver tilgængelige, men ikke forstyrrende, og brugeren vil opleve et bredere og mere naturligt lydbillede.
”Et høretab betyder ofte, at man i højere grad isolerer sig og undgår situationer, hvor der er for mange lyde på én gang. Det er nemlig svært at følge med i samtaler og forstå, hvad der bliver sagt, når der er meget baggrundsstøj. Med vores Virtual Reality-univers demonstrerer vi på en letforståelig måde, at det med Opn-teknologien ikke længere behøver at være sådan, når man har et høreapparat. Virtual Reality giver os helt nye muligheder for at få det budskab ud. Vi kan vise, hvad det vil sige at have et høretab, hvordan branchen hidtil har løst problemerne i støjende omgivelser, og hvordan vi løser dem nu med den nye Opn-teknologi,” fortæller Janne Jakobsen, Senior Director, Oticon Sales & Marketing.
Oticon har sammen med det digitale bureau Molamil skabt den virtuelle høreverden, hvor ny og gammel høreapparatsteknologi sammenlignes. Det giver samtidig mulighed for at indvie alle med normal hørelse i den verden, folk med høretab ellers kun oplever. Derudover er VR-universet også en unik mulighed for hurtigt at give høreapparatsbrugere indblik i fordelene ved Oticon Opn.